Du har rett til opphold i 3 mnd. som jobbsøker – videre rettigheter som arbeidstaker
Du har rett til opphold i inntil 3 mnd. mens du søker på jobb og finner en plass å bo.
DIRECTIVE 2004/38/EC OF THE EUROPEAN PARLIAMENT
AND OF THE COUNCIL
of 29 April 2004
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2004:229:0035:0048:EN:pdf
(9) Union citizens should have the right of residence in the
host Member State for a period not exceeding three
months without being subject to any conditions or any
formalities other than the requirement to hold a valid
identity card or passport…
Den samme retten gjelder for familien din uavhengig av nasjonalitet.
Du/dere har ikke krav på økonomisk støtte i denne perioden.
10) Persons exercising their right of residence should not,
however, become an unreasonable burden on the social
assistance system of the host Member State during an
initial period of residence.
Det stilles også krav ved videre opphold etter EØS-reglene at du/dere ikke blir en urimelig byrde for staten, altså kan dere ikke motta sosialhjelp i lange tider.
Dere kan likevel ikke utvises dersom dere i en periode skulle trenge økonomisk støtte.
(16) As long as the beneficiaries of the right of residence do
not become an unreasonable burden on the social assistance
system of the host Member State they should not
be expelled. Therefore, an expulsion measure should not
be the automatic consequence of recourse to the social
assistance system. The host Member State should
examine whether it is a case of temporary difficulties
and take into account the duration of residence, the
personal circumstances and the amount of aid granted in
order to consider whether the beneficiary has become an
unreasonable burden on its social assistance system and
to proceed to his expulsion. In no case should an expulsion
measure be adopted against workers, self-employed
persons or job-seekers as defined by the Court of Justice
save on grounds of public policy or public security.
hei! Betyr dette at dersom man er gift men ikke har fått familiegjenforening/opphold i norge kan en ikke EØS-borger reise fritt uten å måtte søke om visum i Eusropa
Hvis personen allerede ER i Norge:
Hvis personen rejser med dig til et Schengen-land, skal der ikke søges visum. Hvis personen rejser med dig til et EU-land udenfor Schengen-samarbejdet (Storbritannien, Irland, Bulgarien, Rumænien), skal personen søge visum, dersom personen er visumpligtig til gæstelandet.
Hvis personen er i sit hjemland:
Er personen visumpligtig til gæstelandet? Hvis ja, skal der søges visum. Hvis nej, rejser vedkommende bare op til dig i gæstelandet.
Videre siger bogen om ophold på mere end 3 måneder:
“For så vidt angår ophold ud over 3 måneders varighed, er gæstelandet berettiget til at kræve visse administative formaliteter overholdt. Det skal dog understreges at retten til ophold ud over 3 måneder ifølge direktivets art. 7 er forbeholdt tre kategorier af personer, nemlig arbejdstagere og selvstændig erhvervsdrivende (næringsdrivende) i henhold til TEUF (Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde) art. 45, 43 og 49, unionsborgere, der råder over tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv og sine familiemedlemmer, og og personer, der følger en uddannelse og kan dokumentere, at de er omfattet af en sygesikring, der dækker samtlige risici i værtslandet, således (slik) at de ikke udgør en økonomisk byrde for gæstelandet. Familiemedlemmerne til unionsborgerne, der opfylder de ovenfor nævnte betingelser, er indrømmet samme ret til ophold, jf. direktivets art. 7, stk. 1, litra d, også selvom de ikke er statsborgere i en medlemsstat.
De administrative foranstaltninger, som gæstelandet kan iværksætte overfor personer, der opholder sig længere tid end 3 måneder i den pågældende medlemsstat, vedrører for det første en pligt til at lade sig registrere af de kompetente myndigheder, jf. art. 8, stk. 1. Fristen, der regnes fra indrejsedagen, skal være på mindst 3 måneder, jf. art. 8, stk. 2. Der skal straks udstedes bevis for registreringen, jf. samme bestemmelses 2. punktum. Straks må fortolkes således, at beviset skal udleveres umiddelbart efter registreringen.
Til brug for den administrative behandling af registreringen må gæstelandets myndigheder, for så vidt angår arbejdstagere eller selvstændigt erhvervsdrivende, udelukkende kræve forevisning af gyldigt pas eller identitetskort, bekræftelse fra arbejdsgiveren for ansættelsen eller ansættelsesbrev eller bevis for, at personen er selvstændig erhvervsdrivende.
Hvis det er en unionsborger, der hverken er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende (se sag C-363/89, Danielle Roux, hvor Domstolen udtalte, at en person ikke nødvendigvis behøver at godtgøre, om vedkommende er arbejdstager eller selvstændig) , men som har tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv, kræves ligeledes pas eller identitetskort samt dokumentation vedrørende dennes økonomiske situation, jf. art. 8, stk 3, 2.led. Det er ikke uden videre klart, hvordan man i praksis kan opfylde dette krav, men gæstelandets myndigheder må under alle omstændigheder være forpligtede til at tage f.eks. bankoplysninger, nationale afgørelser om tildeling af pension o.l. i betragtning.
For så vidt angår studerende eller personer indskrevet på en erhvervsuddannelse, kræves ligeledes føromtalte identitetspapirer, dokumentation fra den pågældende uddannelsesinstitution samt bevis for dækning af sygesikring.
Det følger af art. 8, stk. 4, at medlemsstaterne ikke må fastsætte en nedre grænse for, hvad der betragtes som værende tilstrækkelige midler, men at de er forpligtede til at tage hensyn til den enkeltes personlige situation. Midler, der er på niveau med størrelsen af værtslandets sociale ydelser, skal under alle omstændigheder betragtes som tilstrækkelige.”
Bogen “EU-retten” fra 2010, skrevet af Karsten Engsig Sørensen og Poul Runge Nielsen siger det således fra side 473:
“Forud for ikrafttrædelsen af direktiv 2004/38 hjemlede de sekundære retsakter om indrejse og ophold en forpligtelse til at udstede opholdstilladelse. For arbejdstagernes vedkommende fandtes reglerne i art. 4, stk 2, i direktiv 68/360.
Denne retstilstand er nu forladt, og art. 8 i direktiv 2004/38 foreskriver nu en simpel registreringsprocedure, der giver ret og pligt til at udstede et registreringsbevis, men kun for så vidt angår ophold af længere end 3 måneders varighed. Selvom der ikke længere opereres med et opholdsbevis, har den tidligere retspraksis dog fortsat betydning for fortolkningen af registreringsproceduren og retsvirkningerne af manglende overholdelse af de administrative foranstaltninger i forbindelse med registrering.
Den nødvendige fortættelse af retten til indrejse, dvs. RETTEN TIL OPHOLD i gæstelandet, er derimod (tværtom) underlagt visse betydningsfulde begrænsninger. Forud for vedtagelsen af direktiv 2004/38 fremgik det ikke af nogen EU-retsakt, hvor længe en person havde ret til at opholde sig i gæstelandet med henblik på at søge arbejde (Det er fastslået i sag C-292/89, Antonissen, at en medlemsstat som udgangspunkt lovligt kan udvise en statsborger fra en anden medlemsstat, når denne efter 6 måneders ophold i gæstelandet endnu ikke har fundet arbejde. Dommen er afsagt, inden direktiv 2004/38 blev vedtaget.) Nu fremgår det udtrykkeligt af direktivets art. 6, stk. 1, at alle unionsborgere har ret til frit at tage ophold på en anden medlemsstats område for en periode på højst 3 måneder uden andre betingelser eller formaliteter end kravet om at være i besiddelse af et gyldigt pas eller identitetskort (Se dog sag C-215/03, Saleh Oulane, hvor Domstolen antog, at kravet om fremvisning af pas eller identitetskort ikke var absolut påkrævet i tilfælde, hvor personens identitet kunne fastslås på anden måde. Sagen vedrørte en fortolkning af art. 4, stk. 2, i Rådets direktiv 73/148/EØF af 21. maj. 1973 om ophævelse af rejse- og opholdsbegrænsninger indenfor Fællesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser, der nu er ophævet som følge af, at direktiv 2004/38 er trådt i kraft. Der er dog ingen grund til at antage, at resultatet ville være blevet et andet, såfremt afgørelsen var afsagt i henhold til direktiv 2004/38.) Værtslandet er med andre ord afskåret fra at kræve udøvelsen af økonomiske aktiviteter eller tilstedeværelsen af tilstrækkelige midler til at sørge for egen underhold. Tilsvarende rettigheder er tillagt unionsborgerens familiemedlemmer, jf. direktivets art. 6, stk. 2.
Art. 6, stk. 1, i direktiv 2004/38 kan formentlig betragtes som en kodificering af den retstilstand, der var herskende efter Domstolens praksis i henhold til direktiv 68/360, jf. f.eks. sagerne 157/79, Pieck, og 48/75; Royer, der er kendetegnende for den nidkærhed, hvormed Domstolen beskyttede retten til indrejse.”