Krav om registrering innen 3 mnd.
DIRECTIVE 2004/38/EC OF THE EUROPEAN PARLIAMENT
AND OF THE COUNCIL
of 29 April 2004
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2004:229:0035:0048:EN:pdf
Dine familiemedlemmer som selv ikke er EØS-borgere, må søke om EØS-oppholdskort innen 3 mnd. Du må også selv registrere deg hos myndighetene i landet du bosetter deg.
Alle søknader under EØS-regelverket er GRATIS!
13) The residence card requirement should be restricted to
family members of Union citizens who are not nationals
of a Member State for periods of residence of longer
than three months.
For så vidt angår fristen til at meddele ankomsten ved indrejsen, anføres det blot i direktiv 2004/38, art. 5, stk. 5, at det i så fald skal ske “inden for en rimelig frist, der ikke er udtryk for forskelsbehandling”. Selvom direktivet ikke indeholder nogen definition af, hvor lang en rimelig frist er, så betyder det ikke, at medlemsstaterne er frit stillede på området. Allerede inden direktiv 2004/38 blev vedtaget, havde kravet om at meddele ankomsten ved indrejse været genstand for adskillige retsafgørelser:
I sag 118/75, Watson og Belmann, blev en britisk og en italiensk statsborger tiltalt i Italien for manglende efterlevelse af nationale regler vedrørende udlændinges forpligtelse til at melde sig til de lokale myndigheder. Den britiske statsborger var nærmere bestemt tiltalt for ikke inden 3 date efter ankomsten at give meddelelse til de stedlige politimyndigheder, og den italienske statsborger var tiltalt for at give husly til udlændingen uden at meddele dette til myndighederne inden 24 timer efter ankomsten.
Domstolen udtalte, at et krav om anmeldelse i gæstelandet ikke i sig selv var uforenelig med traktatens regler om fri bevægelighed (fri flyt) for personer, men at i tilfælde, hvor fristen ikke var af rimelig længde, kunne der efter omstændighederne være tale om traktatbrud.
Desværre undlod Domstolen at udtale sig om, hvorvidt den konkrete tidsfrist var forenelig med traktaten, om end det synes at være indeholdt i afgørelsen, at fristen i realiteten var for kort. Dette blev bekræftet i sag 265/88, Lothar Messner, der i lighed med Watson og Belmann vedrører den italienske lovgivning. I Lothar Messner var Domstolen koncis og udtalte at “den omhandlede frist på tre dage må anses som værende alt for kort, idet de berørte personer bør have tilstrækkelig tid til at rejse fra grænsen til deres bestemmelsessted, og dér indhente oplysninger om, hvilke myndigheder de skal henvende sig til, og hvilke formaliteter der skal opfyldes”.
Retsstillingen på området for anmeldelsespligt må i mangel af andre afgørelser sammenfattes således, at der skal indrømmes personerne en rimelig frist for anmeldelse til de lokale myndigheder. Det er dog ikke muligt at give en eksakt minimumsperiode, der skal indrømmes den berettigede persongruppe, da det formentlig afhænger af forholdene i de enkelte medlemsstater (Domstolen henviser til, at “de fleste medlemsstater der pålægger en tilsvarende forpligtelse, giver de berørte personer betydelig længere frister”. Det fremgår ikke af dommen, hvor lange disse frister egentlig er, men af generaladvokatens forslag til afgørelse fremgår det, at i nogle medlemsstater stilles der intet krav om indrejseanmeldelse (Frankrig og Irland), hvorimod andre medlemsstater krævede anmeldelse senest 8-10 dage efter ankomsten. Tyskal stillede et krav, der i praksis kunne fortolkes strengere end det i sagen omhandlede ved at kræve anmeldelse straks ved indrejsen. Da Lothar Messner angik et præjudicielt søgsmål fra en italiensk retsinstans, havde Domstolen selvsagt ikke anledning til at undersøge de andre medlemsstaters lovgivninger, men det forekommer uheldigt, at Domstolen ikke var mere konkret i afgørelsen og fastslog en absolut tidsfrist i stedet for blot at fastslå, at fristen på 3 dage var for kort.) Det må derfor antages, at en frist på mellem 8 og 14 dage i de fleste tilfælde vil være forenelig med traktatens bestemmelser.
Analysen af den retspraksis, der vedrører indrejse og opholdssituationen, viser, at retten til indrejse i gæstelandet gælder ubetinget. Ikke engang den generelle undtagelsesbestemmelse i TEUF (Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde) art. 45, stk. 3, kan legitimere, at gæstelandet ved indrejse foretager en prøvelse af, om de aktiviteter, en person agter at udøve i gæstelandet, falder ind under denne kategori. Det er med andre ord først, når den berettigede person opholder sig på gæstelandets område, at en egentlig prøvelse af, om hensynene til den offentlige orden m.v. kan legitimere en udvisning fra denne medlemsstat, foretages.